Bekæmpelsesmetoder og skadedyrsarter
Absolut Skadedyrsservice foretager bekæmpelse af alle typer skadedyr hos private såvel som hos virksomheder.
Der findes forskellige metoder til udførelse af skadedyrsbekæmpelse, ligesom der er adskillige midler på markedet. For at benytte de midler vi har til rådighed, skal man være autoriseret skadedyrsbekæmper, og det kræver både erfaring og know-how at udføre en effektiv skadedyrsbekæmpelse såvel ude som inde.
Der er flere tiltag, du selv kan gøre for at forhindre at få skadedyr indendøre, men en egentlig skadedyrsbekæmpelse kan være vanskelig at udføre selv. Derfor bør du altid – som noget af det første – rådføre dig med en skadedyrsbekæmper, når du har fået et skadedyrsproblem.
Absolut Skadedyrsservice er i besiddelse af de korrekte bekæmpelsesmidler og ved hvordan disse skal benyttes. Ring uforpligtende til os og hør mere om vores ydelser. Hos os kan du altid får et gratis, uforpligtende tilbud på skadedyrsbekæmpelse og skadedyrssikring. Sikringen er ligeså vigtig som bekæmpelsen, da du ikke ønsker at få flere problemer med skadedyr i fremtiden.
Bekæmpelse af skadedyr der kan bide, stikke og irritere
Ordene stik og bid bruges i flæng og ikke alle er klar over, hvilke dyr der stikker, og hvilke der bider. Men det er ikke så svært. Når et dyr bider, bruger det munden, også selvom munden er bygget som en sugesnabel. Når et dyr stikker, er det med en speciel brod eller krog, der normalt sidder i dyrets bagende.
Der er mange muligheder, når det kommer til dyr, der kan bide eller stikke i vores hjem. Bliver du bidt derhjemme, er det første skridt mod løsning af problemet at finde ud af, hvad du bliver bidt af. Er der placeret en fuglerede i tagrenden eller et træ ud for vinduet, kan der være tale om fuglelopper eller klanner. Har du overnattet et sted, hvor der er risiko for, at du kan have fået væggelus med hjem? Har du hund, kat eller andre husdyr, der kan have fået lopper eller andre uønskede gæster med hjem? Mulighederne er mange og du må i gang med at tænke over, hvor det kunne være sket.
Når du har fundet ud af, hvilket dyr der er tale om, kan der igangsættes en skadedyrsbekæmpelse. På apoteket kan du købe midler, der kan bruges direkte på kroppen, som er effektive overfor f.eks. fnat og lus. Er der tale om dyr, der ikke lever direkte på mennesker, men som kun lejlighedsvis kommer frem for at indtage føde, hjælper det ikke at behandle sig selv. Det kan for eksempel være lopper, mider, væggelus osv. I disse tilfælde er det omgivelserne, hvor dyrene holder til, der skal behandles. Skadedyrsbekæmpelse af dyr der bider eller stikker afhænger meget af, hvilket dyr der er tale om. Nogle insekter er forholdsvis lette at komme af med, og andre insekter kræver længerevarende og gentagende behandlinger, men fælles for dem er, at langt de fleste insekter der kan bide og stikke kan bekæmpes med sprøjtemidler. En professionel skadedyrbekæmper har tilladelse til at bruge andre midler, end dem du selv kan købe i f.eks. byggemarkeder, så hvis du vil være sikker på en effektiv bekæmpelse, anbefaler vi at du kontakter os eller en anden professionel skadedyrsbekæmper.
Kulde- og varmebehandling kan desuden være effektivt overfor nogle insekter. Væggelus kan for eksempel ikke tåle temperaturer over 55 grader eller under -18 grader. Det kræver dog at de udsættes for disse temperaturer i minimum tre døgn (72 timer). Har du været på ferie og er bange for, at du kan have fået væggelus med hjem, er det bedste råd at du varme- eller kuldebehandler al din bagage, før du bringer den ind i huset. Varmebehandling kan foregå i f.eks. en sauna, varmeovn eller i et varmetelt. Det er vigtigt, at kernetemperaturen kommer op på 55 grader. Derfor anbefales det kun at varmebehandle løse genstande. Kuldebehandlingen foregår nemmest i kummefryser eller et fryseskab, hvor al bagagen kan være på én gang.
Bekæmpelse og forebyggelse af skadedyr i fødevarer
Behovet for professionel skadedyrsbekæmpelse kan variere, og som i mange andre tilfælde er forebyggelse en rigtig god ide, når det kommer til skadedyr i fødevarer. Man bør indrette sit køkken eller lager, så forholdene er så ugunstige som muligt for skadedyrene. Fødevarer bør opbevares så køligt og tørt som muligt. Orden og renlighed er af betydning, hvis du vil undgå skadedyr i dine fødevarer. Krummer og smuld i kroge og sprækker giver gode betingelser for skadedyr, så dette bør undgås.
I beboelsesejendomme kan dyrene sprede sig fra lejlighed til lejlighed via rørgennemføringer o.lign. for skadedyrene opstår ikke af sig selv. I husholdninger får man ofte dyrene ind med kolonialvarer. Nyindkøbte varer bør efterses, før de sættes i skabe eller skuffer. Opbevaring af madvarer i tætlukkede beholdere er en rigtig god ide, men det er ingen garanti, da madvarer allerede kan være inficeret ved indkøb. Mange skadedyr har desuden en utrolig evne til at finde vej ind i tilsyneladende tætlukkede beholdere. Der er dog ingen tvivl om at de tætlukkede beholdere er bedre end de fleste andre opbevaringsmuligheder.
I en virksomhed vil dyrene ofte komme ind med råvarer. Man bør derfor undersøge de partier, man får leveret og opbevare råvarer separat fra færdigvarer. På mange fødevarelagre sørger man for at holde temperaturerne relativt lave, da mange skadedyr – og især insekter – trives bedst ved temperaturer omkring 20 grader eller derover. En del insekters livscyklus går nærmest i stå, når temperaturerne er under 15 grader. Er et parti varer inficeret med f.eks. tofarvet frømøl, bør disse varer straks isoleres, så risikoen for at møllene spreder sig til andre varer minimeres. Rutinemæssig kontrol og skadedyrsbekæmpelse kan udføres på steder, der er særligt udsatte, når det kommer til dyr i fødevarer.
Skadedyrsbekæmpelse af dyr i fødevarer hos både private og hos virksomheder foregår ved sprøjtebehandling med bekæmpelsesmidler eller ved udlægning af ædegift afhængig af, hvilke skadedyr der er tale om. En del af skadedyrsbekæmpelsen er kontrol og rengøring af inficerede områder. Inficerede madvarer bør kasseres, varmebehandles eller fryses ned i minimum tre døgn ved -18 grader.
Bekæmpelse af dyr i tekstiler og tøj
Skadedyrsbekæmpelse af dyr i tekstiler omhandler bl.a. bekæmpelse af klædemøl. Klædemøl og mange andre dyr, som kan angribe tekstiler, er lyssky, og det er derfor særligt tekstiler, som er gemt væk i skabe og skuffer, der er udsatte.
Som del af skadedyrsbekæmpelsen er der en række ting, du selv kan gøre, når det kommer til dyr i tøj og tekstiler. Vask, varmebehandling, kuldebehandling og indpakning er alle effektive metoder til at undgå skadedyr i tekstiler.
Tekstilskadedyrene kan komme mange steder fra; nogle kan endda flyve direkte ind udefra. Fuglereder er i særdeleshed et væsentligt arnested, når det kommer til tekstilskadedyr. I mange tilfælde huser fuglereder et stort udvalg af de potentielle tekstilskadedyr, og derfor er en søgen efter netop fuglereder en rigtig god ide, når der sættes ind med skadedyrsbekæmpelse.
Når man bekæmper dyr i tekstiler, er det som regel ved at sprøjtebehandle de områder, hvor dyrene opholder sig. Det kan for eksempel være klædeskabe eller kommoder. Det er ikke tilrådeligt at sprøjtebehandle selve tøjet og tekstilerne. Det bør varme- eller kuldebehandles så insekterne ikke overlever. Insekter tåler ikke temperaturer over 55 grader i mere end blot 30 minutter, og langt de fleste overlever heller ikke temperaturer under -18 grader i 72 timer.
Du kan derfor enten:
vaske dit tøj ved minimum 55 grader
tørretumble det ved minimum 55 grader i 30 minutter eller
fryse det ned ved -18 grader i minimum 72 timer.
Bekæmpelse af dyr i tekstiler og tøj er en kombination af sprøjtebehandling af områderne, hvor dyrene opholder sig, samt enten kulde- eller varmebehandling af selv tekstilerne. Det er derfor et samarbejde mellem den enkelte der har problemet og den professionelle skadedyrsbekæmper.
Bekæmpelse af dyr i træværk
Der foretages normalt en del byggetekniske foranstaltninger for at undgå råd og svamp i træværk. Disse forebygger i store træk angreb af træskadedyr. Det skyldes, at langt de fleste af denne type skadedyr kun trives i træ, der i forvejen er fugtigt eller råddent.
I nogle tilfælde kan træskadedyr komme ind udefra, og det sker oftest ved, at vi mennesker uvidende bringer dyrene ind i vores boliger. Det kan være ved at genbruge brugte trævarer, der har været eller stadig er angrebet af skadedyr. Det kan være brænde, der har ligget ude i nogen tid, og som måske er inficeret med skadedyr, der elsker træ. I langt de fleste tilfælde, vil de dyr, som kommer ind med brændet dog ikke angribe træværk i huset og kræver derfor ingen skadedyrsbekæmpelse.
Som tidligere nævnt tåler insekter ikke temperaturer over 55 grader i mere end 30 minutter, og dette kan udnyttes til bekæmpelse af træskadedyr. Skadedyrsbekæmpelse i form af varmebehandling kan udføres ved at opvarme enkelte genstande i f.eks. en ovn, en sauna eller et tørreskab. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at det er kernetemperaturen, der skal være over 55 grader, førend skadedyrsbekæmpelsen er effektiv.
Kulde er lidt en anden sag, når det kommer til træskadedyr. Der er stor forskel på, hvordan disse skadedyr påvirkes af kulde. Mange af de træskadedyr vi har i Danmark, overlever udendørs om vinteren uden problemer, mens andre er afhængige af næste generation, da de voksne individer ikke overlevet frostvejr.
Hvis du vil kuldebehandle mod for eksempel den almindelige borebille, skal vi have temperaturen ned på minus 30 grader i en hel uge, hvis virkningen skal være effektiv.
Skadedyrsbekæmpelse i træværk afhænger af, hvilke typer træskadedyr der er tale om. Fælles for mange træskadedyr er, at der kræves megen grundighed samt de rette midler til at bekæmpe dem. Blandt de mest almindelige træskadedyr i Danmark findes altså borebillen, som kan skabe store problemer i trækonstruktioner, da den direkte kan være årsag til sammenbrud på konstruktionen.
Mange af de midler der bruges til bekæmpelse af træskadedyr, virker også forbyggende imod nye angreb og typisk kræver det i alt 2-3 behandlinger for at opnå det bedste resultat.
I naturen vil det som regel ikke være nødvendigt med skadedyrsbekæmpelse, da mange af vores træskadedyr også er til stor gavn her. De hjælper flittigt til med at nedbryde organisk materiale, og er derfor en vigtig del af økosystemet. Kommer de derimod ind i vores hjem eller i trævarer som vi skal bruge, er det en anden sag. Her kan skadedyrsbekæmpelse i rette tid stoppe angreb og minimere efterfølgerne af et angreb som ellers kan have store konsekvenser.
Bekæmpelse af dyr, der overvintrer eller bor i huset
Når man taler om dyr, der bor i huset, og bekæmpelse af disse, er det de større skadedyr, der tænkes på. Rotter, mus og husmår er nogle af de dyr, der finder sig til rette tæt på os mennesker, selvom vi finder dem meget uvelkomne.
Skadedyrsbekæmpelse af dyr der bor i huset, kan foregå på mange måder. Flytter der en husmår ind på loftet, er det oftest i huse, der ikke er beboet hele året. Husmåren elsker nemlig fred og ro, og er egentlig ikke så glad for os mennesker. Derfor er løsningen også lyd og lugt af mennesker.
Hvis man gerne vil af med en uinviteret husmår på loftet, kan man forsøge sig med noget så simpelt som at sætte en radio op på loftet, hvor den holder til. Man kan forsøge sig med afklippet hår fra den lokale frisør, som så drysses ud på loftet. Alternativt kan man forsøge sig med fælder, og efterfølgende sætte husmåren ud et andet sted.
Med rotter og mus kan du gå lidt hårdere til værks. Indendørs skadedyrsbekæmpelse af rotter og mus foregår som regel med den klassiske smækfælde. Fælderne sættes op i de områder, hvor dyrene færdes, og så er det blot at vente til fælden klapper. Rotter og mus lærer dog hurtigt, hvad en fælde betyder, og ikke mindst hvordan den virker. Du skal derfor tænke dig om, når du sætter fælderne op. Vælg et godt lokkemiddel, der klistrer eller sidder godt fast på fælderne. Det gamle trick med ost eller spegepølse er ikke særlig brugbart, da både mus og rotter har vist sig yderst kompetente til at liste de små faste stykker mad ud af fælderne.
Lugte, lyde, spor og ekskrementer = du har et skadedyrsproblem
Ofte er det lugte, lyde og spor efter skadedyr, der gør det nødvendigt at kontakte en skadedyrsbekæmper.
Når der er tale om større skadedyr, er det ofte lyde, der giver os den første indikation på, at der er uønskede gæster i din bolig. Det kan være en mus, der prøver at gnave sig gennem et panel eller flere mus der løber rundt på loftet. Det kan også være en rotte, der ,grundet dens størrelse, er noget mere støjende end musen. Blandt rotter er det meget normalt med små interne kampe og stridigheder, og derfor vil man ofte høre små skrig og hvin.
Flagermus kendes på deres små kradselyde og hvin eller piv de kommer med, når de om dagen går i skjul. De er især aktive omkring solnedgang, hvor de vågner, og gør sig klar til nattens jagt.
Også mindre dyr kan gøre sig bemærket ved deres lyde. Et hvepsebo i hulmuren kan lyde meget voldsomt inde fra boligen, og den konstante summen vil øges stærkt, hvis man banker på væggen i det område lyden kommer fra, da de hårdt arbejdende hvepse kan mærke vibrationerne.
Mange lyde fra skadedyr er velkendte for en skadedyrsbekæmper, men i nogle tilfælde er det nødvendigt for boligejeren at konstatere, hvilke typer dyr der er tale om, før en skadedyrsbekæmper tilkaldes. Det kan være vanskeligt for en professionel at agere udelukkende på baggrund af lyde, som boligejeren hører.
En ubehagelig lugt i boligen kan opstå, hvis et eller flere dyr har taget ophold. Det kan både være insekter som melmider og kakerlakker ligesom det kan være større skadedyr som de ovenfor nævnte mus, rotter eller flagermus.
Både rotter og mus foretager duftafmærkninger ved brug af deres urin og ekskrementer. Er der flyttet rotter eller mus ind i din bolig, vil du kunne lugte den ret skarpe lugt hurtigt. En lignede lugt kan også opleves, hvis en flagemuse-koloni er flyttet ind på loftet.
Oplever du en rådden lugt i huset, kan det være fordi der er en død mus eller rotte under gulvet eller på loftet. Dyret kan være død af ganske naturlige årsager, men det kan også være i forbindelse med skadedyrsbekæmpelse og giftudlægning. Du bør derfor overveje dine bekæmpelsesmetoder, hvis der bekæmpes rotter eller mus i boligen.
Som med lyde kan en egentlig skadedyrsbekæmpelse ikke sættes i gang på baggrund af lugte. Det er nødvendigt at finde årsagen til lugten, før en skadedyrsbekæmpelse kan sættes i gang, da der kan være mange årsager til lugte i en bolig og skadedyr er ikke nødvendigvis altid årsagen.
Et sikkert tegn på skadedyr er dog ekskrementer. Selv helt små insekter som væggelus kan konstateres på baggrund af deres efterladenskaber. Væggelus afsætter små blodholdige sorte pletter på fx træværk under sengen. Har du fået uønsket besøg af kakerlakker, ses det ofte ved, at de efterlader deres ekskrementer overalt, hvor de færdes. De er små og aflange og kan genkendes på de skarpt afskårne ender og de længdegående riller.
Vi dækker hele landet, så har du mistanke om, at du har et skadedyrsproblem, så kontakt Absolut Skadedyrsservice med det samme. Vi er klar med gode råd og afklaring på om det vitterligt er skadedyr du har fået besøg af. Og sidst men ikke mindst også med selve bekæmpelsen.